• Samfundsansvar

Sådan udøver vi aktivt ejerskab

I AP Pension betragter vi ansvarlig adfærd som en nødvendighed for vores samfunds trivsel og mener også, at uansvarlig drift kan have en negativ effekt på langsigtede afkast af de investerede pensionsmidler.

Som pensionsselskab mener vi, at det er vores pligt at gøre vores indflydelse gældende, ligesom vi også ønsker at bidrage til, at selskaberne i vores portefølje i det hele taget bevæger sig i en mere ansvarlig retning. Det gør vi ved at udøve, hvad der kaldes aktivt ejerskab, hvor vi løbende monitorerer selskabers adfærd og går i dialog med dem for at sikre os, at de lever op til vores politik og principper.

Læs vores politik for aktivt ejerskab

Hvis AP Pension bliver bekendt med adfærd, der strider mod vores politik, kan vi tage forskellige virkemidler i brug. I første omgang går vi i dialog med selskabet eller gør vores indflydelse gældende ved selskabernes generalforsamlinger. Hvis selskabet fortsætter uden adfærdsændringer, kan det blive ekskluderet fra vores investeringsunivers og blive placeret på vores eksklusionsliste, hvorefter vi sælger ud af vores beholdninger i selskabet. Vi ser dette som en nødvendig konsekvens, for at vi kan have en portefølje, der reflekterer vores ambitioner for ansvarlig praksis.

Hvornår går vi i dialog?

I AP Pension mener vi, at dialog er det mest effektive redskab til at fremme ansvarlig adfærd og sikre det bedst mulige langsigtede afkast af de investerede pensionsmidler.

Behovet for at indgå i dialog opstår, når vi bliver bekendt med adfærd, som er i strid med vores politik for ansvarlighed og bæredygtighed på investeringsområdet. Praktisk foregår det ved, at vores investeringer i børsnoterede aktier og virksomhedsobligationer løbende bliver screenet i samarbejde med en internationalt anerkendt og uafhængig rådgiver, der er specialiseret i aktivt ejerskab og ansvarlige investeringer.

Vores porteføljer screenes for potentielle brud på vores politik for ansvarlighed og bæredygtighed på investeringsområdet og brud på de internationale principper for ansvarlig virksomhedsadfærd, herunder:

  • FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder
  • FN’s klimakonvention
  • Den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder
  • Geneve-konventionen
  • FN’s internationale arbejdsorganisation
  • Rio-deklarationen om miljø og udvikling
  • FN’s biodiversitetskonvention
  • FN's rammekonvention om klimaændringer
  • Parisaftalen
  • FN’s konvention mod korruption

Hvis der i forbindelse med screeningprocessen identificeres adfærd, som er i konflikt med de fastlagte principper, går vi i dialog med selskaberne via vores eksterne rådgiver – typisk i samarbejde med øvrige investorer for at øge sandsynligheden for indflydelse – med henblik på at påvirke selskabet i den ønskede retning. Det er vores holdning, at man har de bedst mulige forudsætninger for at påvirke selskabets adfærd, hvis man igangsætter dialogen på et tidligt stadie.

Udover den direkte dialog med selskaberne gennem vores eksterne rådgiver samarbejder vi med en lang række andre investorer, f.eks. via medlemskab af PRI, Institutional Investors Group on Climate Change (IIGCC) og Climate Action 100+.

Læs mere om vores samarbejder

AP Pensions dialogliste

Observationsliste

Vi har til enhver tid mulighed for selvstændigt at afholde møder og indgå i dialog med selskaber. I den forbindelse har vi udarbejdet en observationsliste, som består af selskaber, hvor der er identificeret risici i forhold til overholdelse af internationale principper for ansvarlig virksomhedsadfærd, og hvor en eskalering af det aktive ejerskab og en tættere dialog er vurderet nødvendig.

Disse vurdereringer sker ved at screene og monitorere selskaber ved hjælp af eksterne dataleverandører og nyhedsmedier. Selskaber, der sættes på observationslisten, er blevet valgt ud fra et væsentlighedsprincip, hvilket indebærer vurdering af:

  • Væsentlighed af selskabets potentielle negative påvirkninger på miljø og mennesker, omfanget af disse samt muligheder for at minimere konsekvenserne.
  • Vores beholdning i selskabet og dermed mulighed for at påvirke selskabet.

Prioritering af væsentlighedsprincippet er i tråd med FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv. Formålet med observationslisten er at være transparente om de porteføljeselskaber, som vi har prioriteret, og hvor ekstra ressourcer allokeres til at indgå og følge op på dialogen med selskabet.

Se observationslisten her

Stemmeafgivelse ved generalforsamlinger

I AP Pension udøver vi også aktivt ejerskab ved at afgive vores stemme på selskabernes generalforsamlinger. Det gør vi løbende i alle de selskaber, vi er investeret i. Praktisk foregår det ved, at vores eksterne rådgiver udøver såkaldt proxy voting, hvilket betyder, at rådgiveren tildeles en fuldmagt til at stemme på vegne af AP Pension.

Når der skal afgives stemme til generalforsamlingen, varetager vores eksterne rådgiver selve stemmeeksekveringen og afgiver stemme på vegne af AP Pension. Stemmeafgivelsen er som udgangspunkt automatiseret og følger en på forhånd fastlagt stemmeafgivelsespolitik. Denne stemmeafgivelsespolitik er baseret på anbefalinger fra ISS ESG’s specialister, som for hver generalforsamling foretager omfattende research af hvert enkelt forslag med fokus på bæredygtighed. Det vil sige, at vi som udgangspunkt vil stemme i tråd med ISS’s anbefalinger, hvis det anses som bæredygtigt.

Vi har til enhver tid mulighed for selv at stemme ved generalforsamlingerne, hvilket eksempelvis kan ske ved principielle spørgsmål, eller hvor stemmeafgivelsen anses som et brugbart værktøj til at eskalere det aktive ejerskab over for et selskab ud over den regelmæssige overvågning og dialog. Med dette menes, at hvis vedvarende dialog ikke har ført til opnåelse af det ønskede mål, kan vi blandt andet bruge stemmeafgivelse og fremstilling af aktionærforslag på generalforsamlinger til at forøge muligheden for at påvirke et selskab til at agere i tråd med internationale principper for god selskabsledelse og vores politikker.

Eksempelvis i februar 2022 til generalforsamling ved olieselskabet Shell Plc stemte vi imod deres forslag om en ny klimaplan, da vi ikke mente, at den var ambitiøs nok. Vi mente blandt andet, at deres klimaplan manglede detaljer om klimamål på linje med IEA net zero pathways. Dette er blot et eksempel ud af mange, hvor vi tager aktivt stilling til selskaberne i vores portefølje for at sende et klart signal og påvirke selskaberne i retning af en mere bæredygtig fremtid.

Aftalen om stemmeafgivelse via proxy voting omfatter samtlige af de selskaber i investeringsporteføljen, hvor vi har stemmeret, og dækker over både internt og eksternt forvaltede porteføljer. Nedenfor kan du se, hvilke generalforsamlinger vi har stemt ved, og hvordan der er blevet stemt.

Se vores stemmepolitik og stemmeafgivelse ved proxy voting

Vi har derudover investeret i nogle fonde, hvor vi ikke har stemmeret.

Se listen over fondene her

Vi deltager ikke i aktieudlån og vil derfor ikke opleve scenarier, hvor der skal foretages tilbagekaldelse af udlånte aktier i relation til stemmeafgivelse på generalforsamlinger.

Læs mere om AP Pensions udøvelse af aktivt ejerskab

I AP Pensions årlige CSR-rapport kan du læse om, hvordan aktivt ejerskab er blevet udøvet i det forgangne år. Her kan du også læse mere om, hvilke processer vi har på plads for at efterleve vores politik for aktivt ejerskab, samt hvordan vi arbejder med bæredygtighed og ansvarlighed bredt i AP Pensions virksomhed.

AP Pensions bæredygtighedsrapport 2022

Holdningserklæringer

I pdf'erne herunder kan du læse AP Pensions holdning til udvalgte temaer i relation til vores investeringsbeslutninger.

Tobak

Våben

Fossile brændstoffer

Skriv til os, hvis du har brug for hjælp

Har du spørgsmål eller brug for hjælp, kan du skrive til vores Kundecenter, der sidder klar til at hjælpe dig.

Ring til os, hvis du har brug for hjælp

Du er altid velkommen til at ringe til os.

Vi sidder klar til at hjælpe dig:

Mandag: 09.00-16.00
Tirsdag: 09.00-16.00
Onsdag:
09.00-16.00
Torsdag:
09.00-16.00
Fredag: 09.00-15.00

AP Pension understøtter desværre ikke denne browser.

Men du kan se AP Pensions hjemmeside i enten Google Chrome, Firefox eller Edge – det gælder, uanset hvilken enhed du bruger.

Har du spørgsmål til pension, er du velkommen til at kontakte AP Pension på 3916 5000 mellem klokken 8.00 og 15.00 alle hverdage.