• Samfundsansvar

AP Pension sætter ambitiøse klimamål

AP Pension har netop vedtaget en ny ambitiøs klimastrategi, som både sætter mål for CO2-reduktion og øger AP Pensions nuværende mål for grønne investeringer. Samtidig styrker AP Pension sin indsats for klimarelateret aktivt ejerskab.

Som led i at AP Pension sidste år tilsluttede sig IIGCC’s net zero samarbejde, Paris Aligned Investment Initiative, der forpligter AP Pension til at opnå en klimaneutral investeringsportefølje i 2050 eller før, har selskabet nu sat en række delmål for at kunne nå det endelige mål i 2050.

Delmålene lyder blandt andet på, at AP Pension frem mod 2025 vil reducere klimaaftrykket i sine investeringer i aktier og virksomhedsobligationer med 37 procent. Mens datterselskabet, AP Ejendomme, vil reducere CO2-udledningen med 52 procent for ejendomme i drift. Målene er sat med udgangspunkt i udledningerne i 2019, hvilket er et krav i net zero-samarbejdet.     

AP Pensions nye klimastrategi går på flere ben. Derfor øger selskabet samtidig sit mål for grønne investeringer. Det er nemlig besluttet, at 25 procent af den samlede formue under forvaltning i 2030 skal bestå af grønne investeringer. Det er en væsentlig forøgelse fra det tidligere mål på 20 procent.

- Det er nødvendigt med ambitiøse mål, hvis det skal lykkes at blive klimaneutral i 2050. Derfor er vi også stolte over, at vi nu sætter de mest ambitiøse mål for grønne investeringer i branchen, hvor vi med vores milliardinvesteringer er med til at drive verden i en grønnere retning. Det spiller ind i den omfattende grønne transition, der sker globalt, og som er nødvendig for at nå målet om klimaneutralitet i 2050, siger AP Pensions administrerende direktør, Bo Normann Rasmussen. 

Som en del af arbejdet med klima vil AP Pension også stille større krav til sine eksterne forvaltere. Forvalterne skal nemlig sikre, at deres investeringer er forenelige med AP Pensions ambitioner.

- Vi har vedtaget en strategi for klimarelateret aktivt ejerskab, hvor vi går i dialog med de selskaber, der har en CO2-udledning, der ligger over gennemsnittet i den pågældende branche. Vi skal se en troværdig plan for grøn omstilling og reduktion af CO2 i virksomheden. Dialogen kan få ekstra tyngde, når den gennemføres sammen med andre investorer, for vi kan ikke gøre det alene, siger den administrerende direktør. 

Et langt sejt træk

AP Pension har gennem flere år arbejdet målrettet med klima og bæredygtighed og er i dag blandt de pensionsselskaber, der ligger bedst, når man ser på CO2-aftryk pr. investeret million kroner. Det er blandt andet sket ved at screene investeringerne løbende og vurdere de enkelte selskabers klimastrategier. Men selvom AP Pension nu har sat en række delmål for at nå målet om klimaneutralitet i 2050, så gør Bo Normann Rasmussen det klart, at det kræver et langt sejt træk for at komme i mål.

- Klimaneutralitet handler ikke om at vinde en enkelt etape i et cykelløb. Det handler om det lange seje træk, og det er en lang tur, der skal køres. Vi har arbejdet fokuseret med bæredygtighed og klima gennem flere år, og vi har allerede en lav CO2-udledning pr. investeret million kroner. Men for os handler det også om at skabe forandringer i de selskaber, vi investerer i. Vi står med en kompleks klimaudfordring, som kræver dialog, samarbejde og ikke mindst handling, og vi er klar til at gå forrest, fortæller Bo Normann Rasmussen.

Læs mere om vores klimastrategi

AP Pensions klimamål

CO2-reduktionsmål for 2025
Aktier og virksomhedsobligationer 37 procent* (tons CO2 pr. investereret mio. kr.)
Ejendomme i drift 52 procent* (kg. CO2 pr. m2)

*Målene er i forhold til klimaaftrykket i 2019.

Mål for grønne investeringer
Andel af formue i 2023 15 procent
Andel af formue i 2025 18 procent
Andel af formue i 2030 25 procent

Hvad er en grøn investering?

AP Pension investerer i selskaber og projekter, som fremmer den grønne omstilling. Det kan være i havvindmøller, landvindmøller, solceller eller grønne obligationer, der finansierer grønne projekter. Desuden kan det være i energieffektiviserede og ejendomme, der har fået et grønt stempel af en ekstern part som f.eks. Svanemærket eller DGNB.

De grønne investeringer bidrager til FN’s Verdensmål 7 om bæredygtig energi.

 

Skriv til os, hvis du har brug for hjælp

Har du spørgsmål eller brug for hjælp, kan du skrive til vores Kundecenter, der sidder klar til at hjælpe dig.

Ring til os, hvis du har brug for hjælp

Du er altid velkommen til at ringe til os.

Vi har midlertidigt ændret vores åbningstider og sidder klar til at hjælpe dig:

Mandag til torsdag: 08.00-16.30

Fredag: 08.00-16.00

AP Pension understøtter desværre ikke denne browser.

Men du kan se AP Pensions hjemmeside i enten Google Chrome, Firefox eller Edge – det gælder, uanset hvilken enhed du bruger.

Har du spørgsmål til pension, er du velkommen til at kontakte AP Pension på 3916 5000 mellem klokken 8.00 og 15.00 alle hverdage.